3 gode råd du bør følge hvis du vil købe et affiliate website

I dag er Lars skjoldby tilbage med et spændende indlæg. Tilbage i maj måned på Workaway i Spanien præsenterede Lars et super spændende kursusforløb i søgemaskineoptimering, som han var i gang med at tilrettelægge. Vi fik alle lejlighed til at byde ind med forslag til hvordan kurset bedst muligt kunne ramme målgruppen, og resultatet er blevet super godt. Selv registreringen af domænet www.seomentor.dk skete i Spanien på baggrund af feedback fra de skarpe deltagere.

I dag skal det dog handle om noget lidt andet. Ved siden af sin konsulentvirksomhed indenfor SEO og Adwords driver Lars også også en række affiliate sites med god succes.  I denne artikel drejer det sig derfor om gode råd ved køb (eller salg) af affiliate websites.

Nogle affiliate marketers gør meget ud af at skjule sig. Nogle gør det fordi branchen har et blakket ry andre gør det for ikke at vække for meget opmærksomhed omkring deres business.

Sådan er jeg ikke. Jeg lægger ikke skjul på hvilke affiliate sites jeg driver og deler gerne ud af mine erfaringer. For nylig gæstede jeg The AntPhilosophy podcast hvor jeg delte både strategi og omsætningstal for et af mine affiliate sites. Hvis du har hørt podcastet vil du vide at jeg også fortæller at jeg blev kontaktet af en interesseret køber til sitet. Køberen trak sig dog og handlen blev ikke til noget.

Men det er faktisk ikke den eneste gang jeg er blevet kontaktet af købere. Desværre er disse henvendelser ofte meget useriøse og ikke særlig gennemtænkte.

Derfor vil jeg give dig 3 gode råd til hvordan du indleder en seriøs forhandling af et affiliate site.

1. Lav en grundig research

Inden du tager nogen som helst kontakt til ejeren af affiliate sitet så skal du lave noget research. Researchen bør bestå af samme elementer som hvis du skulle starte et helt nyt affiliate site plus lidt ekstra.

Du skal lave en søgeordsanalyse så du lærer til potentialet at kende. Du skal altså nogenlunde vide hvor mange besøg du potentielt kan trække ind på hjemmesiden.

Derefter bør du undersøge websitets placeringer på de søgeord du har fundet i analysen. Du skal nok regne med, at des bedre placeringer websitet har, des mere skal du betale for det i sidste ende.

Protip: Sørg også for at lave en backlink analyse af websitet, så du ved hvor der kommer links fra. Har websitet en skidt linkprofil, så risikerer du at tabe det hele på gulvet efter du har købt. Og det kan faktisk også være at en dårlig linkprofil allerede har resulteret i en link straf hos Google. Undersøger du ikke dette så risikerer du at tro, de dårlige placeringer er uudnyttede potentialer.

Derefter skal du undersøge konkurrencen i den eller de brancher og nicher som affiliate sitet handler om. Det skal du for at få et indtryk af hvor meget arbejde der er blevet lagt i at opnå websitets placeringer, samt hvor meget arbejde du skal lægge i for at få bedre placeringer.

Du skal også finde ud af om der er nogle sæsoner inden for nichen. På mit affiliate site findskoletasken.dk er der faktisk kun 2 måneder om året hvor der er omsætning, og det er juli og august. Det vil altså sige, at hvis du vælger at kontakte ejeren der hvor der er højsæson, så er ejeren nok mindre tilbøjelig til at sælge og vil automatisk sætte prisen højt. Kontakter du i lavsæson er det nemmere at forhandle.

Undersøg nu hvor meget indhold der bliver lagt på siden. Det kan give dig en indikation af om der bliver arbejdet aktivt på den, om ejeren måske har tabt interessen eller om det fulde potentiale er udnyttet.

Endelige skal du undersøge hvilke affiliate partnere der er inde for området og hvilke procenter de giver.

Alle disse parametre kan du bruge til ca. at finde ud af hvor meget hjemmesiden omsætter for om året, samt finde ud af om der er skjulte ricisi. Du skal ikke ramme plet i første hug, men du skal have en idé om et ca. omsætningsleje. Er det 500 kroner om måneden, er det 5.000 eller er det måske 50.000. Hvorfor er det vigtigt? Jo af den simple årsag, at du skal vide om du overhovedet har kapital til at starte en forhandling med ejeren.

2. Tag kontakt og læg op til telefonisk dialog

Du skal huske på at det er dig der ønsker at købe. Og ejeren ønsker nødvendigvis ikke at sælge. Derfor skal du gøre dig umage med den første kontakt. Sørg for at præsentere dig kort, og giv oplysninger om hvor ejeren kan finde mere info om dig.

Fortæl nu at du er interesseret i købe ejerens website. Fortæl om de ting du har fundet frem til i din analyse, så ejeren kan se at du har gjort dit forarbejde grundigt. Lad vær med at nævne nogle beløb endnu, men bed ejeren om at tage et telefonmøde med dig.

Det er vigtigt at du tager den over telefonen her. For på det her stadie er du kun i gang med at skabe tillid. Den tillid er vigtig, fordi du skal have så mange oplysninger ud af sælger som muligt.

Når tilliden er opbygget så kan du begynde at spørge ind til omsætning, udgifter, licenser, besøgstal, hvilken teknologi hjemmesiden bruger, om der er noget du skal være særlig OBS på. Alle de informationer du har brug for, for at komme med et kvalificeret bud er vigtige.

Protip: Når du får adgang til statistikken så er det vigtigt at du undersøger om der er store udsving i trafikken. Har websitet mistet en del trafik en dag, kan det skyldes at det er blevet ramt af en straf eller Google algorimte. Tjek datoen for trafik tabet i mod Googles historiske algoritme ændringer fra Moz. Her er et par konkrete eksempler på besøgsstatistik, som giver et fingerpeg om hvorvidt der er grund til bekymring.

Positiv udvikling i besøgstal via Google Analytics

Her er en sund udvikling i trafikken. Stødt sigende.

trafikudvikling analytics2

Her er der sket noget. Og holdt op i mod Googles opdaterings historik er dette website tydeligvis blevet ramt af en Penguin update og er dermed ikke værd at købe.

 

3. Byd så ejer bliver fristet

Da det er dig der vil købe, er det selvfølgelig også dig der skal komme med første bud. Lad vær med at komme med et bud før du har fået de data du skal bruge for at beregne en cirka ROI.

Din opgave er selvfølgelig at forsøge at få prisen så langt ned som muligt, men samtidig skal du heller ikke byde så lavt at du fornærmer ejeren. Det kan nemt dræbe en hver forhandling. Det første bud skal være så ejeren bliver fristet.

En god tommelfingerregel for sælger er at denne type handler ofte går for 2 års indtjening. Så tjener websitet for 20.000 om året, så vil sælgers udgangspunkt nok være 40.000 eller mere.

Så højt skal du selvfølgelig ikke byde og er du en dygtig forhandler behøver det heller ikke at blive slutprisen.

Protip: Sørg for at denne del af forhandlingen minimum foregår pr. telefon og gerne ansigt-til-ansigt. Ellers har du ingen chance for at kontrollere forhandlingen. Kører du den på mail har du ingen mulighed for at vide om du rammer helt ved siden af eller om I fortsat er på bølgelængde.

Held og lykke med dit køb.

Comments

  1. Tak for en god artikel og et godt overblik over, hvilke elementer man skal tage med i sin research af sitet.

  2. super godt indlæg. Og lige hvad jeg havde brug for i øjeblikket hvor vi kigge på at udvide ved at opkøbe nogle sammenlignings-sites.

Speak Your Mind

*