Linkbuilding i Sverige og Norge – udfordringer og løsninger

Et ofte tilbagevendende spørgsmål i Facebook grupper, lukkede fora og diskussioner om online markedsføring er linkbuilding i de nordiske lande. Jeg bliver overraskende ofte spurgt hvor man kan skaffe links i Norge og Sverige.

Normalt får man de klareste svar direkte fra hestens mund. Men når emnet er linkbuilding i Skandinavien, så er det tyren som ligger inde med de gode svar. Jeg gik derfor til Mads Nordskov og bad ham give et indblik i de udfordringer der kan være med linkbuilding nord for Skagen.

Mads har tidligere været partner og Head of Operations i det skandinaviske digitale bureau Lazytoro, som var specialiseret 100% i linkbuilding. Fra den spæde start med hovedfokus i Danmark, voksede de sig lynhurtigt store og arbejdede med linkbuilding i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Finland og USA. I dag er Mads selvstændig SEO-konsulent i Nordskov Media.

Linkbuilding i Norge og Sverige

Flere og flere danske virksomheder kommer til os med et behov for linkbuilding i de andre skandinaviske lande. Har du f.eks. en dansk webshop, er det forholdsvist oplagt også at åbne shop i Sverige og Norge. Og det er ikke kun inden for e-handel at danske virksomheder samarbejder med vores nabolande og dermed har brug for SEO og linkbuilding uden for de danske grænser.

Linkbuilding i Danmark kan de fleste selv kaste sig over, hvis de har tid. Det er straks sværere i andre lande og hvad gør man så? Læs videre her, så giver jeg dig et overblik over både udfordringer og mulige løsninger.

Prisniveauet og forretningsmodellen er anderledes

Har du selv forsøgt at skaffe links fra svenske eller norske SEO-bureauer, så har du måske opdaget at det foregår helt anderledes deroppe end hernede i fladlandet.

For det første er priserne på linkbuilding generelt en del højere end de er i Danmark. Årsagen til dette er nok en blanding af udbud og efterspørgsel og i hvert fald for Norges vedkommende de strenge domæneregler, som du kan læse mere om længere nede i dette blogindlæg.

Udover de højere priser, så er det i begge lande også almindeligt at man ikke køber links, men lejer dem. Det vil sige at man betaler et beløb pr. link på årlig basis og skal forny linket og betale igen efter et år.

De forskellige typer af linkbuilding

Er du ikke velbevandret i linkbuildingens ædle kunst, så lad mig kort skitsere de forskellige muligheder for at bygge de vigtige links (ved du ikke helt hvorfor du skal have links til dit website, så læs min forklaring i dette blogindlæg).

Outreach

OutreachOutreach er en såkaldt whitehat-disciplin, hvilket vil sige at den holder sig inden for Googles retningslinjer for hvad søgemaskinen ønsker at man gør og ikke gør i forhold til SEO. Kort fortalt handler outreach om at “række ud” til andre relaterede websites og overtale dem til at linke til ens website. Det kan man gøre på mange måder, men den mest brugte er ved at skabe godt indhold på sin egen side i form af blogindlæg og infografikker og sende mails til en lang række website-ejere og spørge om ikke de har lyst til at linke til ens gode indhold.

Udfordringen med outreach i Sverige og Norge er primært den sproglige barriere. Selvom vores nordiske sprog minder om hinanden, er mange danskere ikke trygge ved at kommunikere på svensk eller norsk. Og set fra modtagernes side, så virker det ikke så godt at modtage mails på dansk eller engelsk, når formålet er at opbygge en relation og når folk i sidste ende beder én om en tjeneste.

En løsning kan være at hyre en person, der taler de relevante sprog. F.eks. har vi i Lazytoro stor glæde af at én af partnerne er svensker bosat i Danmark. Er du ikke lige så heldig, kan du overveje at finde en studentermedhjælper. Der er en del svenskere og nordmænd der studerer her i landet.

Du kan også vælge at outsource din outreach til et lokalt firma, men dels er priserne som nævnt ovenfor meget højere og dels skal du stole meget på det firma du hyrer til at repræsentere din virksomhed.

Gæsteblogging

Gæsteblogging minder meget om outreach. Her får du blot lov til at skrive et blogindlæg på et andet website og linke tilbage til din side. Udfordingerne her er præcis de samme som ved outreach. Læg dertil at du skal have oversat dit blogindlæg til norsk eller svensk.

Advertorials

AdvertorialsAdvertorials er et fint ord for at du betaler for at få artikler med links på etablerede online medier som f.eks. MetroXpress, Euroman eller Berlingske Business. Du kan høre meget mere om denne form fo linkbuilding i dette afsnit af podcastet Marketing Brief.

Dette kan du som dansker også sagtens gøre i Norge og Sverige. Du skal blot være forberedt på, at priserne generelt er højere her end i danske medier. Det kan også være en udfordring at finde frem til de medier, der tilbyder dette, da det sjældent er noget de skilter med offentligt, men noget man finder ud af som bureau ved at have et netværk i branchen.

Den eneste løsning jeg kan komme på her, er at alliere sig med et bureau, enten os i Lazytoro 😉 eller et lokalt svensk eller norsk bureau.

Linknetværk (PBN)

Den sidste metode, som mange benytter sig af er, at have sit eget netværk af hjemmesider (på engelsk kaldet PBN – Private Blog Network), som man kan linke fra til egne eller til kunders websites.

At bygge et effektivt linknetværk er ikke nemt, lad det være sagt med det samme. Hele idéen med at skabe et netværk af hjemmesider er, at Google skal se hvert enkelt website som et individuelt website ejet af en unik person. Hvis man linker fra en masse hjemmesider der tydeligt er ejet af samme person, vil det i bedste fald ingen effekt have. I værste fald vil Google deindeksere ens blognetværk, da det ikke er en praksis de bryder sig om.

Lige præcis PBN’s er noget jeg tidligere har arbejdet meget med og har stor erfaring omkring, så jeg føler mig ret tryg ved at jeg kan bygge den slags netværk på en sikker måde.

Skal man gøre det i Norge og Sverige er der ekstra udfordringer udover dem der allerede er ved danske sider. Især i Norge er det yderst besværligt pga de strenge domæneregler…

Norge – et land bygget af regler

Norge er vel i virkeligheden bygget af fjelde og oliemilliarder, men arbejder man med online markedsføring får man nemt den tanke at landet mod nord er bygget af regler. Vi kigger her på de regler, der er relevante for dig og kommer også ind på, hvordan du kan komme rundt om disse regler.

Domænereglerne i Norge

Har du som dansker forsøgt at købe et .no-domæne, så er du med garanti blevet skuffet. Det er nemlig ikke muligt. Den norske pendant til DK-Hostmaster (Norid) har en lang række regler for hvem der kan købe .no-domæner (læs dem her). Her er de vigtigste:

  • Man skal være en virksomhed eller organisation registreret i Brønnøysundregistrene (svarer til CVR i Danmark) og med en norsk postadresse
  • Eller man skal være en privatperson over 18 år, der er norsk statsborger og har norsk bopælsadresse
  • En virksomhed må maksimalt eje 100 domæner
  • En privatperson må max eje 5 domæner

Disse regler gør det umuligt for danske virksomheder eller privatpersoner at eje .no-domæner. Dette er der forskellige dårlige og lidt bedre løsninger på. Én af de mest brugte er at lade et norsk firma købe ens domæner og stå som registrator, men overlade brugen af dem til dig. Hvis du laver en Google-søgning, vil du finde flere virksomheder der tilbyder denne ydelse.

Dette er en mulig løsning, så længe du tager følgende ulemper med i dine overvejelser:

  • Det er dyrt. Det koster typisk 1.200 – 1.500 kr. pr. domæne om året
  • Du ejer ikke selv domænet og kan i teorien risikere at miste det, hvis firmaet du har købt det igennem f.eks. lukker
  • Norid holder øje med den slags. I et grelt tilfælde spærrede de mere end 6.000 domæner ejet af 176 virksomheder og fik bagefter rettens ord for at de måtte. Læs mere her.

En bedre løsning er at oprette en norsk virksomhed. Dette giver dig ret til selv at registrere og eje 100 .no-domæner. Det lyder måske voldsomt og kompliceret, men det behøver det faktisk ikke at være.

I Norge har de en selskabsform kaldet NUF (Norskregistrert Utenlandsk Foretak). Det betyder at man kan være en dansk virksomhed der er registreret i Norge. Det kræver en norsk kontaktperson og en norsk postadresse.

Det er ikke noget man bare lige gør, men hos Lazytoro har vi gennemgået denne proces og har oprettet en norsk virksomhed. Vi ejer altså vores egne .no-domæner som vi bl.a. kan bruge til linkbuilding i Norge.

Specielt hvis du arbejder med gambling

Har du kunder indenfor gambling (odds, lotto, poker, casino o.a.), så er Norge totalt lukket land. Gambling er mere eller mindre forbudt i Norge, og hvad er vigtigere for os linkbuildere, så er det også forbudt at omtale eller linke til gamblingrelaterede sider.

It is unlawful to advertise in newspapers and journals, or to announce to the public or in other ways disseminate information about foreign numbers pools and gaming schemes organised in connection with sporting events and other competitions, about the sale of coupons and the like or about the cashing of prizes.

Kilde

Straffen er bøde eller fængsel i op til 3 måneder. Derfor siger vi konsekvent nej tak til kunder der ønsker at hyre os til at linkbuilde i Norge til gamblingsider.

Sverige – lidt mere som os

Sverige har ellers ry for at være et forbudsland, men lige på domæneområdet er det endnu ikke sådan. De svenske domæneregler minder meget om de danske, og det er bl.a. tilladt for danske privatpersoner eller virksomheder uden videre at registrere og eje .se-domæner. Du kan læse mere om det hos deres svar på DK-Hostmaster, kaldet IIS.

Dette var min gennemgang af linkbuilding i Norge og Sverige. Har du spørgsmål om emnet, er du altid velkommen til at kommentere herunder eller skrive til mig på [email protected].

Speak Your Mind

*