Markedsføring for nye virksomheder

Hvis du følger den unge iværksætter Andreas Linde på Twitter, vil du ikke være i tvivl om hvilket projekt der fylder alt i hans hverdag. Der går sjældent mere end et par dage mellem hvert tweet som omtaler Vitam.dk, den RFQ service i cateringbranchen som han har været med til at starte.

Som naturlig opfølgning på sidste måneds artikel om Halfdan Timms erfaringer med at sælge leads har jeg fået Andreas til at fortælle lidt om hvordan de i Vitam er gået til opgaven med at skaffe både kunder og leverandører. God fornøjelse.

Som startup er der mange forskellige områder, som man skal have fokus på. Man skal både have et godt produkt, styr på økonomien, finansieringen og markedsføringen. Det kan hurtigt blive overvældende.

Mange startups glemmer at have fokus på alle de forskellige områder, men vælger at have fokus på én ting. Det er bare de færreste, som får succes, hvis de kun har fokus på én ting. Hvis du har et skide godt produkt, men ingen kender til det, så kommer du ikke til at tjene penge på det. Hvis du er skide god til at markedsføre dit produkt, men dit produkt er elendigt, så kommer du heller ikke til at tjene penge på det.

Personligt er jeg kæmpe fan af citatet Sales cures all, som Mark Cuban siger. Hvis du kan sælge dit produkt, skal du nok få succes. Derfor er det ikke så super vigtigt at du har alle features fra starten af. Det er vigtigere at du kan skaffe trafik til din hjemmeside, som kan blive til kunder.

Der er en række forskellige værktøjer og teknikker, som du kan bruge til at skabe trafik til din hjemmeside.

Søgemaskineoptimering

Hos vitam, som er en catering-portal, hvor man kan bestille mad ud af huset i for eksempel Aarhus og københavn, valgte vi til at starte med at fokusere på at skabe trafik til sitet. Det er trods alt det der i sidste ende betyder om vi får succes eller ej. Vi tjener penge, når vores leverandører får kunder igennem vores portal. Vi er derfor afhængige af at hjemmesiden får trafik og at trafikken er relevant! Det betyder samtidig også at vi ikke selv sidder med et produkt, som vi skal forberede og sende ud – det betyder at vi kan have fokus på produktudvikling.

Da vi fik idéen til at lave en catering-portal lavede vi en simple landing-page. Det gjorde det muligt at lave søgemaskineoptimering, før vi havde udviklet hjemmesiden. Ved at starte med at skabe trafik allerede før vi lancerede den endelige hjemmeside har vi fået et par ekstra måneders runway.

Vi behøvede ikke være profitable fra dag 1, hvilket var en kæmpe fordel. Det betød nemlig at vi kunne have fokus på søgemaskineoptimering, som er den mest interessante trafikkanal. Den er gratis og nogenlunde stabil. På ét år er vi gået fra løs idé til en hjemmeside, som får 6000 besøgende per måned, hvoraf 65 procent af de besøgende kommer fra Google. Vi arbejder stadig benhårdt på at opnå gode placeringer, hvilket betyder at tallet stiger måned for måned. Denne form for traction er også super god til at holde motivationen oppe.

Søgemaskineoptimering er en super interessant disciplin, som du næsten ikke kan undgå at arbejde med, hvis dit primære produkt er din hjemmeside. Det kan nemlig hurtigt ende med at blive rigtig dyrt at købe trafik fra Facebook og Google AdWords – penge som man ofte ikke har, som start up.

Bing Ads

Bing Ads er min hemmelige elsker. Det er virkelig et uudnyttet medie. Jeg snakker ALTID godt om Bing Ads – man skulle næsten tro at jeg får kommission, men jeg kan ikke fortælle det nok. Bing Ads er virkelig en genial kilde til at få billig og meget målrettet trafik til din hjemmeside. Der er langt mindre konkurrence end på AdWords, og hvis din hjemmeside er optimeret til internet explorer, så er der intet i vejen for at begynde at arbejde med Bing Ads, som et af de allerførste markedsføringstiltag.

Vi har brugt Bing Ads fra dag 1 i vitam.dk. Jeg vil ikke ud med konkrete tal på denne blog, da mange konkurrenter læser med, men det er umuligt at spare over halvdelen i forhold AdWords, og det er muligt at hive en del trafik ud fra Bing Ads, hvis man bruger tid på at optimere sine annoncer og søgeord.

Bing Ads er genialt til startups, som ikke har et kæmpe budget og datagrundlaget for at optimere deres AdWords konto. Det er nemt at komme i gang, giver en fin mængde trafik og prisen er meget lav.

Facebook Annoncering

Facebook bliver mange gange kritiseret af iværksættere. Mange har prøvet at lave en Facebook annonce, hvor det endte med at være penge lige ud af lommen. Det behøver så sandelig ikke at være sådan.

Facebook annoncering mod leverandører

I vitam.dk lavede vi annoncer målrettet mod kokke for at skaffe leverandører til vores portal. Vi endte med at få 40 leads for 1000 kroner. Hvis vi skulle ringe rundt for at skaffe 40 leads, som var klare til at komme på portalen ville det tage flere uger. Det er den bedste udgift vi nogensinde har haft.

Vitam Facebook Ad

Et eksempel på en Facebook reklame som tiltrak nye leverandører

Facebook er et genialt medie, hvis du forstår at målrette annoncerne, så de passer til 100% til målgruppen. Hvis du laver for brede målgrupper ender du med en alt for dårlig ROI. Det er min erfaring at få ændringer i targeting + et forkert billede kan betyde forskellen på om du har en MEGET profitable kampagne, og en kampagne, hvor du lige så godt kan tænde ild til din pengepung. Det er virkelig få ændringer, som gør forskellen. Derfor er det vigtigt at teste både targeting, annoncetekst og annoncebillede. Det er næsten umuligt at få ret i første hug, men med lidt test kan du få en rigtig hæderlig kampagne med en god ROI.

Facebook annoncering mod slutkunder

Vi har endnu ikke arbejdet med markedsføring på Facebook overfor kunder, men det er noget, som vi overvejer at begynde med. Det er et oplagt medie til at skaffe kunder, da målgruppen til catering har en række demografiske karakteristika. Målgrupperne kunne for eksempel være:

  1. Folk på 29, 39 og 49 år. Det er en gruppe med mange personer, som formentlig skal bruge catering til deres runde fødselsdag. Det er typisk store fester, hvilket betyder en høj ordreværdi.
  2. Folk som er forlovet. Det er folk, som skal giftes. Bryllupper har typisk den højeste kuvertpris, som i gennemsnit ligger mellem 300 og 500 kroner per kuvert, hvor man ved en typisk studenterfest tjener 100-150 kroner per kuvert.

Comments

  1. Tak for en spændende artikel med nogle rigtigt gode tips. Stor ros for jeres geniale omkostningseffektive markedsføringstiltag, og den smarte demografiske segmentering!

    D. 1/8 åbner jeg et kontorhotel for iværksættere og startups på Islands Brygge i det såkaldte “Startup Society”. Hvordan vil du anbefale at jeg starter med søgemaskineoptimering? Kender du en god gratis guide du kan linke til eller sende?

    Mvh. Tony.

  2. Super god artikel. Det er godt nok smart, den måde i har fået kok fra facebook på.
    Det er helt sikkert en ide jeg vil bruge. Thanks.. 🙂

  3. Tusind tak for et rigtig godt indlæg. Jeg har selv eksperimenteret en del med Facebook reklamer og sponsorerede indlæg, men jeg synes det bliver mere og mere kompliceret i takt med, at der kommer flere og flere muligheder.

    Luksusproblem I know, men jeg har simpelthen ikke tiden til at sætte mig inde i det, så jeg overvejer faktisk om det snart er ved at være på tide at hyre en Facebook-Haj ind 🙂

Speak Your Mind

*